9. april 2011 af Anna Von Sperling
I det gode liv er det hverdagen, man deler
Antallet af kollektiver er faldet, men er boformen faktisk ikke mere relevant netop nu, hvor folk for alvor kæmper med at få hverdagen til at hænge praktisk sammen? Anna von Sperling opsøger det kollektiv i Århus, hvor hun var barn i 1970’erne
»Ej, hvem helvede har fjernet stjernen i gulvet!?«
Det er sjældent, at jeg ankommer til et fremmed hjem, hos mennesker, jeg ikke kender og starter med at brokke mig. Men der er altså nogen, der har fjernet den røde stjerne i linoleumsgulvet. Og hér havde jeg brugt timer på at lege Barbie-kollektiv. Det er røde stjerner nemlig som skabt til, kan jeg fortælle. I midten er fællesarealet, og så kan Barbie’erne trække sig tilbage til deres værelser i en af takkerne, når de skal sove, bolle eller er oppe at skændes.
Det faktum, at det er mindst 25 år siden, at jeg sidst stod i det lavloftede fælleskøkken i Anholtsgade 8 i Århus centrum, burde have forberedt mig på, at jeg ville opleve mindre forandringer. Men da facaden på det gule byhus ligner sig selv, og da selv en rullesten ville ønske, at fredningsstyrelsen var inde over barndomshjemmet, synker mit hjerte, da jeg ser at stjernen er væk.
Men nu bestemmer andre rammerne i Anholtsgade, og spørger man den 21-årige skuespillerelev, der i dag er blandt de 10 kollektivister, der kalder Anholtsgade deres hjem, lyder begrundelserne for at leve sammen meget som dem, jeg har hørt fra mine forældre. Men noget tyder på, at boformen har en kommunikationsudfordring.
»Jeg anede faktisk ikke, at kollektiver stadig eksisterede. Jeg troede, at det var noget, der fandtes i 70’erne, og tænkte, at det også dengang var for særlige mennesker, der ønskede bollerum og fællesøkonomi. Men havde jeg vidst, at det fandtes, og havde jeg vidst, hvor sjovt og rart det er, ville jeg altid have drømt om at leve på netop denne måde,« siger hun.
Beboerne
Der er kaffe og kringle og øl og en hel masse snak denne fredag eftermiddag i Anholtsgade. Kollektivets beboere kommer én efter én dumpende hjem fra studierne, og inden længe er seks-syv af dem samlet om det store træbord, der har stået der, naglet til gulvet, siden kollektivets start.
»Ved du, om det er rigtigt, at der engang er blevet født et barn på bordet,« spørger en af beboerne. Aner det ikke, men det er en fantastisk historie, så lad da ved gud være med at få den afkræftet, er mit råd.
For Anholtsgade er fuld af gode historier. Det lille gule hus blev slumstormet i 1969 og blev som nabo til folkeværtshuset Æsken, Socialistisk Bogklub, Forlaget Modtryk og en række andre alternative virksomheder, et vigtigt centrum for det venstreorienterede miljø i Århus. Men først og fremmest blev det gennem tiden hjem for hundrede og kærester, dele-halv-pap-børn og forældre, tilfældige boligløse og evigt sultne vandringsmænd og kvinder medregnet sikkert for tusinder af mennesker.
Spørgsmålene
Derfor er jeg taget tilbage for at stille et spørgemål, der i noget tid har summet i mit baghoved, og som fik næring, da Information besluttede sig for at gå på jagt efter venstrefløjens bud på ’gode liv’ version 2011:
Hvorfor i alverden bor vi ikke alle sammen i kollektiver? eller i det mindste, har muligheden for at gøre det? Hvorfor tænkes der ikke fra politisk side ud af boksen i forhold til vores boligliv i en tid, hvor det er så vanskeligt at få et liv med arbejde og familie til at hænge sammen? En undersøgelse for et par år siden viste f.eks., at 27 procent af alle enlige forældre gerne ville flytte i kollektiv, men den kollektive livsform har ingen plads i de kommunale boligplaner. Googler man ord som ’kollektiv’ eller ’bofællesskab’, får man stort set kun forklaringer på, hvorfor det er givtigt for udviklingshæmmede og senhjerneskadede at bo sammen.
Er det ikke på tide, at fællesskabet bliver en central værdi i den måde, vi tænker og bygger boliger på?
Bevægelsen
Det var jo netop kollektivbevægelsens udgangspunkt: At bygge praktiske fællesskaber, der kunne frigive kræfter til andre ting. Man kan selvfølgelig diskutere, hvornår kollektivtanken for alvor etablerede sig i Danmark, men de fleste er enige om, at ideen opstod af det tomrum, som kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet skabte. En kvinde på fabrikken var en kvinde mindre i hjemmet, og hvem skulle så stå for den reproduktionen af arbejdsstyrken, der var kapitalismen rygrad?
Kollektivbevægelsen fik for alvor fat i 70’ernes første år. Og her kom det hurtigt til at handle om andet og mere end det praktiske, da kollektivet blev formuleret som en levet hverdagskritik af samfundsordenen. Mest på spidsen blev det sat i Langelandsmanifestet, forfattet af Ebbe Kløvedal Reich og Henning Prins i foråret 1972. Det var et bud på en radikal omorganisering af Danmark efter ’boplads-princippet’, hvori kollektivet ikke alene skulle tage sig af det praktiske, så medlemmerne kunne gå ud og arbejde, men være autonome, selvorganiserede enheder. Forfatterne slår i indledningen fast, at kollektivet ikke kun er et personligt livsstilsvalg.
»Vi finder det indlysende, at kollektivbevægelsen må anskues som forløberen til et nyt kultursyn og en ny politik. Vi finder det nødvendigt, at omdannelsen af samfundet efter kollektive solidariske principper begynder nu inden Danmark bliver helt opslugt af den bureaukratiske, monopolkapitalistiske enhed, hvis organisatoriske midtpunkt er EF, og hvis formål er at forlænge det gamle samfunds levetid.« De to forfattere slutter forordet: »Med tiden tror vi, det bliver det danske folks fundament.«
Bakspejlet
Niels Ole Finnemann, lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, var del af det århusianske kollektivmiljø i den periode, hvor det formulerede sit eget samfundsmæssige forandringspotentiale. Han tog de første skridt i landkollektivet Aldershvile i 1969 og boede i skiftende kollektiver i Aarhus, indtil han med egne ord i 1982 valgte at sadle om til et liv med »en større privatsfære«. Niels Ole Finnemann var medskribent på den danske venstrefløjs-nyklassiker Livsstykker – fem historier til det nye venstres almanak. På en Skype-forbindelse fra sit hus i Italien får han hurtigt talt sig frem til, at der i udgangspunktet var tale om en håndholdt proces. Og at den frem for at bygge på højtravende ideer var drevet af individuelle historier og begær.
Manifesterne blev bygget oven på festerne, kunne man sige.
»Dengang gjorde vi det bare. Det er først i bakspejlet, at det for alvor er blevet tydeligt at se, hvad det var for et oprør, og hvilke samfundsmæssige forhandlingsprocesser, der gjorde det muligt,« siger Niels Ole Finnemann.
»Det var klart for os, at kernefamilien, som den så ud i 50’erne og 60’erne, ikke tilbød det, vi havde brug for. Og så havde vi overskuddet og den eksperimentelle lyst til at famle os frem. Det hele var i opbrud, og vi havde intet at tabe,« fortæller Niels Ole Finneman.
Pionererne
Beslutningen om at flytte sammen var også den naturlige konsekvens af aktiviteterne i studenterbevægelsen i slutningen af 68’erne.
»Vi var jo alligevel sammen hele tiden,« husker Finnemann, der understreger, at sprælleriet i kollektiverne blev gjort muligt af den generelle samfundsudvikling. »At så mange kvinder kom på arbejdsmarkedet i de år, gav nye udfordringer i det praktiske, samtidig var vi en stor årgang, og for første gang var en betydelig del af os under uddannelse, hvilket jo også gav en anden frihed, end hvis vi havde været bundet til et job.«
Og pionerernes arbejde sivede ind i ’den almindelige’ familie.
»Idealet var at leve i mere reelle menneskelige relationer som modvægt til den patriarkalske styremodel, hvor løsninger ikke opnåes gennem samtale, men i henhold til ’fars lov’. I den forstand var kollektivbevægelsen vel en spydspidsmodel for den moderne forhandlingsfamilie,« siger Finnemann.
Politikken
Men konflikten mellem det politiske og det private gav kampe. Jeg erindrer de højlydte politiske diskussioner i mine barndomshjem, som jeg gerne overhørte fra en plads under det bord, der måske/måske ikke har lagt ben til en fødsel. Rygtet vil vide, at min første sætning var ’klassekamp med sukker på’ det, de voksne kunne lide, toppet af med det, jeg holdt mest af. Skrønen siger også, at det satte min sproglige udvikling totalt i stå, da jeg ikke behøvede andre sætninger for at glæde fællesskabet.
Og det var gennempolitiske hjem, som børnene i Århus måtte trækkes med i starthalvfjerdserne. I en bog om Anholtsgade, der blev udgivet i forbindelse med et jubilæum, kan man blandt andet læse referater fra husmøderne, hvor det diskuteres, om man kan overvinde de antagonistiske modsætninger, der opstår, når nogen er medlemmer af Kommunistisk Forbund, mens andre ikke er. (Og hvorfor helvede det var så svært at slå brættet ned?!)
Opfatter de sig selv som politiske i Anholtsgade i dag?
De syv om bordet tænker sig lidt om. »Nok ikke på samme måde,« siger arkæologen.
»I stedet for at arbejde politisk aktivt i det store samfund, oplever jeg, at vi, fordi vi altid har plads til en mere til aftensmad, eller at man altid kan låne en sofa at sove på, giver noget ud i verden, der så måske kan sprede sig.«
»Men vi diskuterer da ikke særlig meget politik,« indvender skuespillerinden.
»Nej, det gør vi måske ikke. Men vi er da politiske i forhold til vores forbrug f.eks. ved at købe så konsekvent økologisk,« forsøger arkæologen.
»Men det er da, fordi vi ikke vil have pesticider,« indvender kemikeren med et provokerende glimt i øjet.
»Joh,« medgiver arkæologen. »Men vi har da også på husmøder snakket om, at vi skal være opmærksomme på ikke at købe varer, der er transporteret fra den anden ende af kloden med kæmpe CO2-forbrug.«
Jeg bryder ind:
»Hvorfor hænger han så stadig der?«
Jeg peger på et guldindrammet kobberstik af Karl Marx, der fra sin plads over spisebordet skuer alfaderligt ned over de økologiske måltider, der består af alt fra hjemmeskudt dådyr til øllebrød.
De griner.
»Han hører ligesom til men vi har snakket om, om vi skulle skifte ham ud med Grundtvig ... eller Darwin.«
Pragmatikken
Men hvad er fremtiden for kollektivet? Der har de seneste år været en stigende efterspørgsel på den type bofællesskaber, hvor hver familie har et hus, men med tilhørende fællesarealer. Der er rundtomkring i Europa nye bevægelser de såkaldte eco-villages der forsøger sig med mere radikale selvforsynende alternativer. Og der er også en voksende organisering blandt de etablerede danske kollektiver, der forsøger at rådgive nye interesserede.
En af dem, der forsøger, at sprede ideen om kollektivet som moderne alternativ, er Nikolaj Bøcher, 24 år og bosiddende i et syv voksne og en baby stort kollektiv på Nørrebro i København. Han er initiativtager til Fødevarefællesskabet, hvor 2.000 medlemmer i dag sammen driver deres egen fødevarehandel, og så er han aktiv i den netop nystartede Forening til Kollektivets Fremme, der blandt andet rådgiver nye kollektiver.
For mens Anholtsgadeflokken har overtaget et kollektiv, med historie, dobbelttoiletter og plads til 15 omkring bordet, er det hårdt arbejde at starte et nyt kollektiv, bekræfter Nikolaj Bøcher.
»Det er jo enormt svært at finde de fysiske omgivelser. Der bliver ikke bygget nyt, der egner sig til at bo flere, så man skal have fingrene i en gigantisk lejlighed eller gammel villa. Da det for det fleste er økonomisk umulige at komme i nærheden af i byerne, skal man flytte langt ud på landet og nu bruge tid på transport.«
Brandet
Derudover er der besværet med, at banken og kreditforeningen ikke accepterer fælleseje, at børnebidraget bliver sænket for evt. enlige, at forsikringen helt afviser eller kræver godkendte låse på alle døre indendørs osv. Ideen med foreningen er derfor blandt andet, at rådgive nye kollektiver.
Men Nikolaj Bøcher mener også, at foreningen skal være med til at sprede et nyt budskab om kollektivbevægelsen og dens potentielle plads i tiden.
»Folk har ofte den forestilling, at man skal betale en høj pris for at bo sammen med andre, men faktisk oplever jeg, at mit privatrum bliver udvidet, fordi der altid er andre, der kan tage over, og at min frihed er større, fordi jeg f.eks. kan rejse min vej i en periode, uden at det ødelægger fællesskabet.«
»Sad jeg alene i en lejlighed sammen med en kæreste, var jeg jo på en anden måde nødt til at være til rådighed,« siger Nikolaj Bøcher.
Han mener også, at ’projektet’ skal sælges mere pragmatisk, end det var tilfældet i 1970’erne. Der har nemlig været en tilbøjelighed til, at det skal fremstå svært for at være godt.
»Jeg synes, at det er fint at sælge noget på, at det er nemt, og at det er billigt,« siger Nikolaj Bøcher.
Og måske skal kollektiverne ’rebrandes’ lidt, foreslår 23-årige Camilla Gammel. Hun er uddannet hos Frontløberne i Aarhus og er ved at lægge sidste hånd på en bog om Anholtsgade, hvor hun selv har boet i en årrække, før hun flyttede til København. I et nyt kollektiv. At der allerede er skrevet en bog om det århusianske kolle, gør det for Camilla kun endnu mere vigtigt, at hun, som repræsentant for ’den nye generation’, skiver en ny.
»Bevægelsen er måske stadig tilbøjelig til at se sig selv som en fortsættelse af 70’erne eller måle sig op i mod det. Jeg synes, at målet må være at brede tanken om kollektiver ud, fordi det har været lidt af et eliteprojekt. Jeg synes, at det er fedt at gøre noget skævt til mainstream,« siger Camilla Gammel.
»Det ville måske endda være en idé at finde på et helt nyt ord, fordi ’kollektiv’ giver så stærke associationer til 70’erne,« foreslår hun.
Camilla Gammel mener, at der mangler politiske bud på, hvordan flere får muligheden for at bo i fællesskaber. »Jeg gad virkelig godt se bud fra f.eks. Københavns Kommune på, hvordan man kan brede muligheden ud,« siger Camilla Gammel og tilføjer med et grin: »Det kunne være, at jeg skulle tilbyde mig selv i en sådan stilling.«
Faserne
Børn er slet ikke på tapetet i Anholtsgade i dag. Og snakken går famlende men engageret, da jeg spørger, om de kunne forestille sig at stifte familie i det gule hus.
»Jeg tror, at der er forskellige boformer, der passer til forskellige faser i et liv. Som vi lever nu, har jeg svært ved at se, at der var plads til børn,« siger kemikeren.
Det er også nedfældet i vedtægterne, at her ikke må bo par. For ikke at komplicere det og skabe små enheder inden for kollektivet var begrundelsen vist.
Og det kan da godt mærkes på kollektivets 29-årige alderspræsident, at han er den eneste, der har fuldtidsarbejde som projektmedarbejder og i sidste uge missede han aftensmaden. To gange.
»Det var jeg virkelig ikke glad for ...«
»Åh, hold op,« bryder en af de andre ind. »Du var sgu da på bøfhus, og vi andre fik øllebrød.«
Man får fornemmelsen af, at folk bor her en periode, før der kommer parforhold, job og børn ind i billedet.
»Hvis jeg nu siger, at I lyder lidt småborgerlige, hvad siger i så?,« prøver jeg provokerende. Men det er søde mennesker, de nu 10 her, og det hjælper ikke, at jeg uddyber:
»Er det ikke først, når der kommer noget på spil, som f.eks. børn, at ens egentlige værdier og vilje til at arbejde for dem står sin prøve?« Flere af kvinderne siger, at de godt kunne forestille sig at få børn i et kollektiv. Måske noget på landet. Men kemikeren ser skeptisk på mig.
»Jeg kan ikke se, hvad det har at gøre med at være småborgerlig, at man mener, at livet har forskellige faser«.
Børnene
Da jeg var barn, havde jeg en anden leg på et af de mere firkantede linoleumsstykker på gulvet i køkkenet. Den gik ud på, at jeg boede i et hus på landet sammen med kun min far og min mor, omgivet af en meget høj hæk. Og så var vi i krig med tyskerne. Jeg tror, at jeg skiftede lidt imellem de to lege, afhængig af min kollektive dagsform.
Det var nemlig et vilkår altid at være omgivet af mennesker og aldrig helt have mine forældre for mig selv. At de gik fra hinanden, før jeg blev født, gjorde det ikke udfordringen mindre. Nu boede min mor i skiftende kollektiver i København og min far på samme vis i Århus. Jeg skulle derfor forholde mig til to sure naturvidenskabsmænd, der arbejdede på at udrydde børn, to pædagogdamer, der kogte linser, som om de havde gjort hende ondt, to fulderikker, der gav mig for hårde knus osv.
Men jeg har altid haft ideen om, at det at bo alene var en luksus, man kunne tillade sig, så længe man ikke havde ansvar over for et andet menneske. Når der kom børn, blev man jo nødt til at bide tænderne sammen og leve med andre folks særheder, fordi børn havde ret til et fællesskab.
Jeg anerkender naturligvis forskellige oplevelser, men jeg har aldrig helt accepteret præmissen for kritikken af kollektivbevægelsen fra dens børn. For selvfølgelig faldt der børn igennem, men spørgsmålet er, om de var faldet blidere, hvis de havde boet alene med deres forældre. Godt nok kunne sikkerhedsnettet være stormasket, men der var altid nogen. Måske ville vi, kollektivets børn, godt have undværet at se os nedprioriteret, når Pinochet tog magten eller rosinvinen var gæret færdig. Men der var altid andre til at lege Ken, som kom på besøg i kollektivet Røde Linoleums Stjerne.
Og så er der en sidste gigantisk fordel. For ifølge min mor har hun aldrig behøvet opdrage mig. Opdragelse er jo sat lidt på spidsen at lege det store grumme samfund derhjemme, så børn lærer, at andre har grænser derude. I kollektivet behøver forældre aldrig sætte grænser. Det har de folk til.
Fremtiden
De nye familieformer, hvor stadig flere lever alene med børn, kunne give kollektivet en opblomstring, mener Niels Ole Finnemann.
»De burde jo fordre, at vi flyttede sammen i større enheder for at håndtere både det praktiske og det følelsesmæssige,« siger Finnemann, der også i kollektivbevægelsen anede bud på bedre børneliv i bredere forstand.
»Man kan jo sige at dagsinstitutionerne og dermed staten vandt kampen om børnene. Og man kunne jo godt diskutere om det gik for langt, og om kollektivet i fremtiden kunne løfte nogle af de opgaver,« slutter Finnemann.
Måske bliver kollektivet aldrig en livsform, der appellerer til alle, og måske kræver boformen et overskud, der heller ikke gør det egnet til dem, der i forvejen har lidt. I hvert fald er det nok ikke sandsynligt, at forudsigelsen fra Langelandmanifestet bliver til virkelighed. Men, som det beskrives i Livsstykker – fem historier til det nye venstres almanak, kan livet i kollektivet måske indirekte skubbe på forandringer omkring sig:
»Her må det om ikke andre steder være muligt aktivt at kæmpe mod ’udviklingen’, ’tidens gang’, ’modenhed’ og hvad det nu ellers hedder. Det gode liv og lysterne må holdes i live i vores eget liv. Og ofte er det lige her, at visionerne om et bedre samfund kommer op at vende.«